MOBILIZE-projektet

Bedre sundhed for mennesker med multisygdom gennem individualiseret trænings- og uddannelsesprogram

Foto: Bo Kousgaard

Formål

Formålet med MOBILIZE-projektet er gennem superviseret, individualiseret træning og uddannelse at gøre patienter med flere kroniske sygdomme i stand til i højere grad at tage hånd om deres egen sygdom således, at de kan reducere symptomerne på de individuelle sygdomme, øge livskvalitet og fysisk funktion og forebygge at flere kroniske sygdomme udvikler sig.

Baggrund

Multisygdom påvirker millioner af mennesker på verdensplan og anskues som den vigtigste udfordring for sundhedssystemet i de kommende år pga. de store personlige og samfundsmæssige konsekvenser det medfører.
Mere end halvdelen af alle personer med en kronisk sygdom har minimum én anden kronisk sygdom og opfylder dermed definitionen på multisygdom. Multisygdom er forbundet med dårlig funktion, nedsat livskvalitet og depression samt et højere forbrug af medicin og sundhedsydelser.

I forskning og fra sundhedsvæsnets side fokuseres der ofte kun på én lidelse ad gangen og behandlingstilbud er derfor ofte udviklede til enkeltsygdomme i stedet for at tage udgangspunkt i det hele menneske.
Kvalitative studier har vist, at dette er utilfredsstillende både for patienten og den sundhedsprofessionelle, der leverer behandlingen. Der mangler forskning omkring effektiv behandling af multisygdom.

Dette vil MOBILIZE-projektet lave om på.

Mission

MOBILIZE-projektet undersøger, om et individualiseret trænings- og uddannelsesprogram giver bedre effekt i tillæg til sædvanlig behandling målt på selvrapporterede, objektivt målte og psykologiske effektmål hos patienter med minimum to kroniske lidelser (knæ- eller hofteartrose, KOL, hjertesygdom (hjertesvigt eller iskæmisk hjertesygdom), forhøjet blodtryk, type 2 diabetes, depression). Studiet vil bidrage med ny viden om, hvilken behandlingsform, der er den bedste. Denne viden er vigtig, så vi i fremtiden kan tilbyde den mest hensigtsmæssige behandling til denne store og voksende patientgruppe.

Klik for at se et større billede

Det 5-årige projekt har udgangspunkt i Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet og Forskningsenheden PROgrez ved Afdeling for Fysioterapi og Ergoterapi på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehus.

En central del af projektet er et stærkt tværprofessionelt samarbejde med brug af mange forskellige videnskabelige metoder og en høj grad af patientinvolvering i hele forskningsprocessen for at sikre, at projektet har relevans for patientgruppen og sundhedssystemet og efterfølgende kan implementeres i praksis.

MOBILIZE-projektet er finansieret af the European Research Council (ERC) gennem EU’s Horizon 2020 forskning- og innovationsprogram (grant agreement No 801790).

Når du tilmelder dig accepterer du betingelserneVi beskytter dine data og videregiver ikke dine oplysninger til tredjeparter. Når der ikke længere er brug for oplysningerne til det formål de er indsamlet til, vil de blive slettet.

Podcast-serien fra MOBILIZE med førende internationale eksperter sætter fokus på kronisk sygdom og på, hvordan træning og patientuddannelse kan hjælpe den enkelte patient.